Hvad taler mest?

Den bibeltro del af folkekirken kæmper med prisværdig vedholdenhed for at holde fast i troen på Guds Ords særlige kraft og evne til at trænge igennem til selv de mest forhærdede hjerter. Det skal der her ikke på nogen måde sættes spørgsmålstegn ved. Den afgørende forskel på bibeltro kristendom og liberal eller bibelkritisk kristendom er netop denne tro på, at bibelen er mere end blot en samling af skrifter fra meget forskellige perioder og skrevet af meget forskellige mennesker. Bibelen er samtidig ord fra Guds mund, inspireret af Helligånden og derfor i stand til at udrette, hvad det nævner.

Men der er en vigtig ting, som den bibeltro del af folkekirken tilsyneladende har glemt eller ikke er opmærksomme på. Og det er, at kommunikation ikke kun består af ord, men også af kropssprog. Folkekirkens kropssprog er, at man sagtens kan være kristen uden at være omvendt. Gennem konfirmandundervisningen bliver vore børn bekræftet i, at de kan fortsætte deres totalt verdslige livsstil og samtidig regne sig som gode kristne. Det skriger efter min mening til himlen.

Problemet, som jeg ser det, er, at de missionske og bibeltro præster og grupperinger måske nok vinder enkelte for Kristus. Og lov og tak for det. Men ved at forblive i folkekirken er de samtidig en del af et kropssprog, som taler meget højere end deres ord. Hver gang der er en, som bliver frelst er der måske 100, som går fortabt i den tro, at Gud er kærlig og ser gennem fingre med synden.

I mange tilfælde er de bibeltro præster og lægfolk bange for at virke for dystre og få et negativt image. Og dette virker tilbage på deres forkyndelse. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at kropssproget overdøver sandhedens ord. Sandhedens ord tager selv skade i det lange løb.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *